Interview med Erik Nielsen fra Hylet

PrintSend til en venDel på Facebook

Af Katrine Munch, Børnerådet

Når kærlighed, omsorg og fællesskab er vejen til trivsel

Når man træder ind i Hylet, kan man godt et kort øjeblik tro, at man har rejst med en tidsmaskine til 1970’erne. Her står den nemlig på kys, kram og kærlighed – og der er varme boller og kaffe hver morgen til store såvel som små. Der holdes stormøder hver sjette uge med forældre og pædagoger, hvor bølgerne går højt, når der diskuteres pædagogik og politik. Det er børnene, der sørger for, at glas og aviser kommer i genbrugscontaineren. Og så er det børnene – de såkaldte ’Lyseslukkere’- der sørger for, at lyset er slukket i hele børnehaven, når alle tager på tur.

Men den er god nok; vi er stadig i år 2012. Børnehaven Hylet har bare deres helt egen måde at arbejde med trivsel på. De mener nemlig, at kærlighed, inklusion og fællesskab er vejen til den bedste trivsel. Derfor spiller forældrene også en aktiv rolle i deres børns børnehaveliv, hvor de deltager til fællesmorgenmad og stormøder, cykelevents, udlandsrejser og skovture. Og det er ikke bare for hyggens skyld – selvom det er en god sidegevinst, fortæller Erik Nielsen, der er én af de fire ledende pædagoger i Hylet. Det egentlige formål er at få børnene til at vise omsorg for hinanden: ”Børnene gør det, vi voksne gør. Så det er en særlig tilgang til børnene, at vi viser dem, hvordan man skal gøre. De registrerer, hvordan vi opfører os, og så tænker de: Det er sådan, man gør. Det er sådan, man er over for hinanden og får venner.”

Barnet er i centrum

Selvom de voksne spiller en stor rolle i børnenes dagligdag, er det alligevel barnets behov, der er i centrum. Derfor er det også altid barnet, der bliver sagt først godmorgen til: ”Man kommer tit til som voksen at småsludre med forældrene om morgenen. Men sådan er det ikke her. Det er altid barnet, som vi siger godmorgen til først.  Så taler vi lidt om vind og vejr, og først derefter siger vi godmorgen til moren eller faren. For os er det vigtigt at signalere, at det er barnet, der kommer i første række,” fortæller Erik Nilsen.

Rigtig mange af de små ting i dagligdagen har et pædagogisk formål i Hylet – lige fra morgenhilsenen eller fællesmorgenmaden til indkøbsturen eller hockeykampen, forklarer Erik Nielsen: ”Skal du ud af huset, så tager man nogle børn med. Men det er ikke tilfældigt, hvem man vælger. Man vælger nogle børn, der kan stimulere hinanden. Det kan fx være den store rod, der skal lære at tage hensyn til den lille stille pige. Eller den sprogligt stærke, der skal stimulere den sprogligt svage. Børnene skal lære noget af hinanden, men det er også et formål at få børnene til at vise omsorg for hinanden. Det tror vi på skaber trivsel,” siger Erik Nielsen. 

Tryghed er nøglen til udvikling

Trivslen i hverdagen handler for Erik Nielsen om at børnene føler sig trygge, så de tør tage udfordringer op. Og det gør børnene, hvis de har tydelige voksne omkring sig, der giver dem ’kys, kram og kærlighed’, men også klare rammer. ”Børnene skal føle en ro og tænke, at de har det trygt og godt. For hvis de har det, kan vi også bedst udfordre dem og udvikle dem. Vi skubber hele tiden lidt til børnene med en kærlig hånd, for at de skal udvikle sig. De skal hele tiden udfordres lige tilpas, og det kan vi, fordi vi ved, hvornår vi skal skubbe til barnet, og hvornår vi skal sige: Ved du hvad, kom og sæt dig her hos mig.  Deres små sejre, eller vores omsorg, når vi kan se, at de bliver udfordret lige til kanten, det mener vi også skaber trivsel for børnene,” siger Erik Nielsen.

Hylet oplever indimellem, at kommunen kommer med børn til dem, som de har haft svært ved at finde en plads til i andre institutioner. Alligevel fortæller Erik Nilesen, at de aldrig har kastet håndklædet i ringen og sagt: Det var for stor en opgave: ”I de 36 år, jeg har været her i Hylet, har vi lykkedes med de børn, vi har haft. Og forældrene, der har haft børn i andre institutioner, siger også, at vores børn har meget mere omsorg for hinanden end i andre institutioner. Så noget må vi jo gøre rigtigt,” siger Erik Nielsen og smiler.

Udenfor er børnene ved at gøre klar til en tur i Botanisk Have, og ’Lyseslukkerne’ skal snart i gang med at se, om alt lyset nu er slukket i hele institutionen.

 

 

Senest opdateret 04-10-2012